Portvinsbarens historie starter med Edward Pagh Pedersen, der sammen med et par venner stiftede Portvinsbaren helt tilbage i 2014. Siden da har Portvinsbaren været samlingssted for hovedstadens mange portvinsentusiaster og et sted, hvor portvinsnovicer kan lære om portvinens fantastiske verden.

Som ung oplevede Edward, at det, man drak til fester og forsamlinger, primært var pilsner øl. På det tidspunkt havde han dog ikke den store begejstring for øl. Han udforskede derfor både whisky og cognac, som heller ikke viste sig at gøre store indtryk, da det simpelthen var “for stærkt”. Da han derefter søgte videre de forstærkede vines verden, fandt han portvin, som med det samme tog kegler. Edward begyndte derfor at medbringe portvin frem for øl til ungdommens fester, og det blev hurtigt populært blandt hans venner og bekendte. Glæden ved at introducere sine venner for portvin var stor for Edward, og deraf fødtes drømmen om at skabe et sted, hvor gæster får den samme gode oplevelse ved mødet med portvinen, som han har givet sin egen omgangskreds så mange gange.
Drømmen bliver til realitet
I starten virkede drømmen urealistisk for Edward. Han var bange for, at en portvinsbar ikke ville være økonomisk bæredygtig. Dog var drømmen så stor, at han var villig til at give det en chance.
Jeg tænkte, at det nok ville koste mig penge at have en portvinsbar, men det var jo en hobby ligesom at gå og arbejde på en motorcykel osv.
Edward Pagh Pedersen
I starten af 2014 tog Edward til Portugal for at udforske portvinens hjemland. Her blev han mødt af en overvældende gæstfrihed og generøsitet, og han blev hurtigt forelsket i miljøet omkring portvin.
Jeg blev mødt af en utrolig gæstfrihed og var betaget af kærligheden til portvinen. Den oplevelse ville jeg tage med hjem til Danmark og give videre til mine gæster i Portvinsbaren.
Edward Pagh Pedersen
Efter sin tur til Portugal var Edward klar til at åbne Portvinsbaren. Første skridt var at finde et lokale. Det blev på Kingosgade på Vesterbro i et lokale, som indtil da havde været et værtshus.

Efter en omgang maling og en masse kærlighed stod lokalet klar, og Portvinsbaren åbnede dørene i august 2014. På trods af bekymringer for, at København ikke var klar til en bar, der var specialiseret i noget så niche som portvin, var åbningen en stor succes. Lige siden har Portvinsbaren levet videre på Kingosgade.
Nye kræfter
Efter 11 år ved roret gav Edward ansvaret for driften af Portvinsbaren videre til Lucas Mukherjee og Birk Nordbo, som er to af Portvinsbarens unge bartendere. Dermed begyndte et nyt kapitel i Portvinsbarens historie.

De to unge portvinskanoner er kørt i stilling, og jeg er meget tryg ved Portvinsbarens fremtid i deres hænder.
Edward Pagh Pedersen
Selvom Edward i dag har givet fanen videre, er han stadig medejer af Portvinsbaren, og man kan også finde ham bag baren i ny og næ.
